Årsberetning 2017

Bestyrelsens beretning

År 2017

 

5 år med fælles klub:

I 2017 er det 5 år siden DRC og DHSK blev sammenlagt til en fælles klub DRC/DHSK, og bestyrelsen har fortsat arbejdet med at styrket udviklingen i klubben, ligesom vi har drøftet en række forslag til aktiviteter og arrangementer for at nå ud til hundevenner over hele landet.

Som klub med medlemmer over hele landet, er det vigtigt at aktiviteter og udstillinger holdes over hele landet.

I denne skriftlige beretning kan du læse om de opgaver, bestyrelsen har arbejdet med det forløbne år. Samt om de arrangementer vi har haft i 2017 og planerne for 2018. Vi håber at se dig til generalforsamlingen den 24. februar, dagsorden kan ses på sidste side sammen med indkomne forslag til mødet.

Nye udstillingsregler:

Flere hundeejere har ytret ønske om at kunne udstille kastrerede hunde og hanhunde, der ikke har 2 synlige/mærkbare testikler. Bestyrelsen her derfor godkendt at der oprettes en kasteral klasse, som bedømmes i egen klasse, der følger de samme klasseinddelinger som ikke kastrerede hunde.

Hunde i baby og hvalpe klassen kan opnå præmiering i andre klasseinddelinger end kasteral klassen, efter dommerens vurdering.

Avlsregler:

I bestyrelsen er der fortsat et ønske om en revision af reglerne for avl, så der bliver flere fælles regler for avl i de forskellige klubber. Ligesom der er behov for at følge den nye forskning, der er med sygdomme for forskellige lidelser, og de nye racer, der udvikles i mange lande og klubber.

Det er vores ønske, at der mellem klubberne bliver et tættere samarbejde om regler for avl. Det er problematisk, at opdrættere zapper fra den ene klub til den anden, når de skal have hvalpe for at bruge de regler, der passer bedst for opdrætteren.

Avlsregler er en balance, der skal være til gavn for racen, og samtidig tilgodeser arbejdet hos opdrætterne. Målet med reglerne skal være at give alle et fælles grundlag for avl. Dels for at bremse udviklingen med at hunde sælges uden stambog på grund af at opdrættere opgiver, dels for at finde rundt i de mange forskellige regler.

Nye samarbejdspartnere:

Bestyrelsen har i 2017 haft et godt samarbejde med DDH og i 2017 blev samarbejdet med den nyvalgte bestyrelse i DHL genoptaget, så vi i løbet af året har kunne glæde os over 2 velbesøgte og velfungerende fælles udstillinger i Boldhallen i Frihedens Idrætscenter.

I 2018 er det målet at afholde en fælles national og international udstilling udendørs udstilling på Sjælland med DHL og en fælles national udstilling i Jylland en weekend. Der planlægges i 2018 også fælles udstillinger mellem DRC/DHSK og DHL samt DRC/DHSK og DDH i Boldhallen i Hvidovre i marts og november måned.

Bestyrelsen ser et samarbejde mellem klubberne som en nødvendighed for at styrke arbejdet omkring avl, dyrevelfærd og samarbejdet om uddannelse af opdrættere, dommere og ringsekretærer.

Derfor håber vi på drøftelser mellem klubberne udenfor FCI om, hvordan samarbejdet kan optimeres i fremtiden til glæde for alle landets hunde og hundevenner, og i respekt overfor de beslutninger, der træffes på generalforsamlingerne og i bestyrelsen i de forskellige selvstændige foreninger.

Hjemmesiden:

2017 blev et hektisk år for vores hjemmeside, som 2 gange i slutningen af året blev udsat for hacker angreb. Det var nødvendigt at blokere hjemmesiden for at sikre at den ikke var med til at sprede virus og andre former for angreb hos de besøgende på siden.

Angreb på hjemmesider er et stigende problem for selv store firmaer og desværre var det nødvendigt at oprette en helt ny hjemmeside for DRC/DHSK.

Stig og Jane tilbragte mange timer ved computerne og tastaturet for at få oprettet en ny hjemmeside. Hjemmesiden er stadig under opbygning, og vil være det et stykke tid fremover før alt er genskabt.

På hjemmesiden er der lagt udstillings- og arrangement kalender ind i DRC/DHSK så du altid kan følge med i hvad der sker i klubben. Der er sider med nyheder, udstillingsregler, avlsregler, hvalpeliste, og meget mere.

Nyhedsbreve og Facebook:

I 2017 er der udsendt 5 nyhedsbreve elektronisk via hjemmesiden til mere end 200 interesserede, der fulgte arbejdet i DRC/DHSK – klubben hvor hunden er i centrum.

I forbindelse med hacker angrebet på hjemmesiden mistede vi desværre modtagerlisten, så hvis du fortsat ønsker at modtage nyhedsbrev for klubben, er det desværre nødvendigt via hjemmesiden www.dhsk.dk igen at tilmelde sig som modtager af vores gratis nyhedsbrev.

Hvis man ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet mere, kan man altid framelde sig nyhedsbrevet, når det udsendes eller via hjemmesiden.

På Facebook følger også mange med i gruppen "DRC/DHSK", hvor du kan følge med i snakken mellem medlemmer i gruppen, ligesom du kan følge med i de sidste nyheder fra klubben. Alle kan blive medlem på den åbne side.

Er du mere til Hvide Schæfere og Hvide Hyrdehunde, så er der på Facebook gruppen "Ven af hvid Schæferhund og Hvid Hyrdehunde". Godt 1.450 brugere er samlet på Facebook på siden "Hvid Schæfer venner", hvor der er masser af indlæg fra ind- og udlandet om racen.

Kultur weekend i Brøndby Strand:

I juni deltog DRC/DHSK sammen med mange lokale foreninger og aktive beboere fra Brøndby Strand området i årets kultur weekend.

Det var 3 gang DRC/DHSK deltog i Kultur weekenden, hvor der i 3 dage var masser aktiviteter på området ved Brøndby Strand. Arrangementet var så stor en succes, at bestyrelsen har takket ja til at deltage i kulturweekenden igen i 2018.

Mange børn og unge kom forbi DRC/DHSK og fik en bedømmelse af deres hund og fik en snak om hunde, ligesom mange fik en folder med hjem, og dagen sluttede af med en hyggelig udstilling for racehunde.

Dommer Jørgen Sørensen havde en travl dag med at give gode råd til børnene og med at bedømme de mange hunde der i løbet af dagen var i ringen.

Kultur- og fritidsmesse i Hvidovre:

I oktober deltog DRC/DHSK sammen med mere end 65 foreninger fra Hvidovre ved årets kultur- og fritidsmesse i Avedøre Idrætscenter.

Det var 2 gang vi deltog ved kultur- og fritidsmessen, der holdes hvert 3 år. Mange flokkedes om standen som vi havde, for at få en snak om hunde og det at have hund i familien.

Der var også en spændende tipskonkurrence, som mange børn og voksne deltog i omkring hunde, og der var præmier til vinderen i de 2 konkurrencer.

Det var en rigtig dejlig dag, hvor foreninger og politiske partier mødtes og viste det flor, der er af tilbud i de mange forskellige klubber og foreninger og mange kom og fik en hundesnak med Stig, Lone og Frank, der deltog fra DRC/DHSK.

Hundenes dag i Tivoli København:

Den 10. september deltog vi i Hundens Dag i Tivoli København, der er blevet en hyggelig tradition. Mange har fundet ud af at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster.

Dagens program startede med en raceparade gennem haven, hvor hundene fra de mere end 200 racer gik gennem haven til plænen, hvor der efter den flotte fremvisning var underholdning på den store Scene med temaet ”Top Dogs – Hunde af regenter og præsidenter verden over”. Hvor vi blev taget med tur med ned af ”memory lane” hvor vi mindes alle de fantastiske hunde, der nu og gennem tiderne har siddet side om side med regenter og præsidenter verden over.

Det var 3. år DRC/DHSK var med til Hundenes Dag i Tivoli København, som er den eneste dag om året, hvor hunde er velkomne i den gamle have. Mange kom og fik en god hundesnak, ligesom de mange store og små hunde havde en dejlig dag sammen med i København, hvor restauranterne havde sørget for masser af mad og vand til dagens 4 benede venner.

Udstillinger i DRC/DHSK:

I 2017 blev der afholdt 9 udstillinger hvilket er 2 mere end i 2016, og vi kan samlet set glæde os over lidt flere hunde på udstillingerne.

I februar blev afholdt udstilling for racehunde på Risbjerggaard i Hvidovre.

I marts blev der afholdt en fælles udstilling mellem DRC/DHSK og DHL i Boldhallen i Frihedens Idrætscenter.

I april havde DRC/DHSK igen en national udstilling på den gamle kro Risbjerggaard i Hvidovre.

I juni deltog DRC/DHSK for 3. år i træk i kulturfestivalen i Brøndby Strand, der blev afholdt i et samarbejde med Brøndby Kirke, lokale boligselskaber, foreninger med videre i Brøndby Strand.

I juni måned vendte DRC/DHSK igen tilbage til den skønne Allerup Gamle Have på Fyn ved Odense, hvor der efter nogle års pause igen blev afholdt en udstilling for racehunde fra hele landet.

I august blev der for 14. gang afholdt børnenes og hundenes dag i Byparken ved Avedøre Station. Arrangementet afholdes som en del af sommerferieaktiviteterne i samarbejde med fritidsbutikken og Hvidovre Kommune. Dagen blev afsluttet med en lille hyggelig udstilling for racehunde, ligesom lokale afholdte et kræmmermarked i forbindelse med arrangementet,

I september havde vi igen stor succes med en dobbelt udstilling i Ringe, hvor deltagerne over en weekend kunne deltage i flere udstillinger, og på trods af at vejrguderne ikke var med os, kunne vi glæde os over den gode stemning, der var blandt de mange udstillere på den 2 dages udstilling, som vi glæder os til igen at afholde i 2018.

I november afholdte vi i samarbejde DDH en dobbelt udstilling i Frihedens Idrætscenter, hvor godt 150 hunde var i ringen i løbet af dagen.

Tak til dommere, ringsekretærer, bestyrelserne, medlemmer og øvrige frivillige, der har gjort et stort arbejde for at planlægge og afvikle årets udstillinger og øvrige arrangementer. Uden jeres hjælp ville det ikke være muligt at gennemføre de mange aktiviteter, samt en stor tak til Royal Canin, og hunde-boxen for sponsor præmier til årets udstillinger.

Hundevennen – medlemsblad for DRC/DHSK:

Medlemsbladet ”Hundevennen” er i 2017 udkommet med 4 numre, der er udsendt elektronisk pr. mail, så bladet kan komme hurtigere ud, og samtidig spares mange penge til porto, til de medlemmer og samarbejdspartnere vi har mailadresser på.

Desværre får vi ved hver udsendelse nogle mails retur på grund af mail boksen er fyldt, eller mailen ikke eksisterer mere, og vi må så bruge meget tid og penge til porto til at eftersende bladet til dem, vi har fået Hundevennen retur fra.

Det er derfor en stor hjælp for os, at du husker at sende os en mail til drcdhsk@gmail.com hvis du får ny mailadresse, eller du har en mail, der ikke bruges mere, så vi er sikker på du får bladet og post fra os.

Hvis du ikke har adgang til nettet, kan du stadig få bladet tilsendt med posten, hvis du giver os besked om adressen dit blad skal sendes til.

Fornuftig økonomi:

I løbet af de første 5 år har bestyrelsen arbejdet for at sikre klubben en sund økonomi, så vi kan holde kontingentet og priserne for udstillinger og arrangementer til en attraktiv pris.

Det er glædeligt at det samlede antal udstillere er større end i 2016. Der er også kommet nye medlemmer til. Men desværre oplever vi at færre har racehunde, og at der er travlt med arbejde og andre fritidsinteresser, hvilket gør det vanskeligt at fastholde medlemmer.

I 2017 kan vi glæde os over, at der i lighed med 2016 er et lille overskud, så der er grund til at glæde sig over en rimelig fornuftig økonomi. Men der er fortsat stor opmærksomhed på klubbens økonomi, så det sikres at der er noget at stå imod med, hvis der kommer et år med store udgifter.

Her er det vigtigt at fastholde medlemmerne og samtidig trække nye unge og familier til, så vi kan få flere indtægter i form af kontingent og medlemstilskud til medlemmer under 25 år. Flere medlemmer gør det muligt at lave arrangementer i alle dele af landet.

Folkeoplysende klub:

Vi er en af de få hunde klubber på landsplan, der er godkendt som Folkeoplysende Klub i Hvidovre kommune efter Folkeoplysningslovens bestemmelser.

Som Folkeoplysende klub kan vi låne lokaler til klubbens aktiviteter i Hvidovre, ligesom der ydes aktivitetstilskud til medlemmer under 25 år, og medlemmer kan få tilskud til deltagelse i kurser og transport i forbindelse hermed.

Det at være godkendt som Folkeoplysende klub er en stor støtte til klubbens medlemmer i form af tilskud og lokaler til udstillinger, temadage og kurser. For at få tilskud skal vi have medlemmernes fødselsdato og år, hvis du ikke har skrevet hvornår du har fødselsdag bedes du sende en mail til drcdhsk@gmail.com med oplysningerne.

Aktiviteter i 2018:

I 2018 forventer vi at holde 10 udstillinger samt børnenes og hundenes dag, der afholdes som en del af sommerferieaktiviteterne for skolebørn i Hvidovre, ligesom vi deltager i den årlige kultur weekend i Brøndby Strand.

•Den 10. februar afholdte vi klubbens første fastelavns fastelavn udstilling på Risbjerggaard i Hvidovre. Det blev en stor succes med udklædte børn, hunde og voksne samt tøndeslagning på det grønne område ved Hvidovrevej. Det var så stor en succes, at det er aftalt der den 2. marts 2019 igen holdes national fastelavn udstilling på Risbjerggaard, så sæt allerede nu kryds i kalenderen ved den 2. marts 2019.

•Den 10. marts holdes en fælles udstilling mellem DRC/DHSK, og DHL i Frihedens Idrætscenter i Hvidovre, hvor udstillerne kan udstille i begge klubber samme dag.

•Den 16. juni er det målet vi igen deltager DRC/DHSK i kulturweekenden i Brøndby Strand med arrangement for børn og hunde og udstilling for racehunde.

•I juni måned arbejdes der for afholdelse af en national fælles udendørs udstilling i samarbejde med DHL på Sandersvig Camping i Haderslev.

•Den 11. august holdes børnenes og hundenes dag, og national udstilling for alle racer i Byparken ved Avedøre Station, Hjulmagerporten i Hvidovre, ligesom der arbejdes på at der afholdes en international udstilling af DHL i forbindelse med arrangementet.

•Den 18 – 19. august planlægges en udstilling i Jylland.

•Den 15 – 16 september afholdes en dobbelt udstilling i Ringe på Fyn, som en del af en fælles weekend for hele familien

•Den 20. oktober holdes efterårsudstilling på Risbjerggaard i Hvidovre

•Den 11. november (dato ikke endelig) afholdes udstilling mellem DRC/DHSK og DDH i boldhallen i Friheden i Hvidovre.

Vi vil gerne have forslag til nye aktiviteter, ligesom vi gerne hører fra medlemmer, der har lyst til at være med til at holde arrangementer og afvikle udstillingerne i det område, hvor du bor.

Nye i bestyrelsen i 2018:

På generalforsamlingen i 2016 meddelte Frank, at det var sidste gang han stillede op som formand, da han i 2018 har været formand i 15 år, og derfor ønsker at der kommer nye kræfter i bestyrelsen så han får mere tid til andre nye fritidsinteresser og konsulentopgaver på det pædagogfaglige område, så derfor skal der på generalforsamlingen vælges ny formand til bestyrelsen.

Frank har været med i Dansk Hvid Schæferhundeklub siden en gruppe opdrættere og ejere af Hvide Schæfere i Kellinghuse i Tyskland aftalte, der skulle oprettes Danmarks første klub for kort- og langpelsede Hvide Schæfere. Han blev på den stiftende generalforsamling i 2003 valgt som formand for DHSK. Efterfølgende blev Frank indvalgt i hovedbestyrelsen for Danske Hundeejers Landsforening, hvor han i en årrække var medlem. I forbindelse med sammenlægningen af DRC og DHSK i 2013 blev Frank valgt som formand for den nye klub DRC/DHSK.

Michelle, der har været med i bestyrelsen i 2 år, har på grund af sin uddannelse og arbejde, valgt ikke at genopstille til bestyrelsen på generalforsamlingen, så derfor skal der vælges et nyt medlem til bestyrelsen.

Rita, der siden sammenlægningen af DRC og DHSK i 2013 har været aktiv i DRC/DHSK i henholdsvis bestyrelsen og som suppleant, har af private årsager valgt ikke at genopstille på generalforsamlingen i Hvidovre.

Der skal lyde en stor tak til Frank, Michelle og Rita for de år i har været med i arbejdet i klubben, og vi håber vi også i fremtiden ser jer og jeres hunde, til arrangementerne i DRC/DHSK.

Tak til gode støtter:

I årets løb har flere sponsorer støttet klubbens aktiviteter. Tak til Royal Canin, Gartnernes Forsikring, 123-hjemmeside, Hunde-boxen, Fritidsbutikken i Avedøre, Spar-NORD og Hvidovre kommune for jeres støtte til klubbens arbejde.

Medlemmer kan få 10% rabat på syge og ansvarsforsikring hos Gartnernes Forsikring GS. Prisen for sygeforsikring, er ca. 120 kr. om måneden, minus 10% rabat. På www.garfors.dk / www.dhsk.dk kan du læse mere om forsikringen eller du kan ringe på 4371 1777 og få yderligere oplysninger.

Royal Canin giver foder sponsor præmier til arrangementerne i DRC/ DHSK. Der er smagsprøver til alle hundene, samt flotte præmier til vinderne i de forskellige konkurrencer der afholdes i forbindelse med udstillingerne.

Medlemmer kan få ½ års gratis hjemmeside hos 123hjemmeside.dk (værdi 356 kr.) Hvis du ønsker en gratis hjemmeside sender du en mail til drcdhsk@gmail.com . Så får du en e-mail med 6 måneders abonnement til din egen hjemmeside, og du kan starte din hjemmeside med det samme.

 

Mange hilsner, og på gensyn til generalforsamlingen, hvor vi håber du deltager, fra bestyrelsen i DRC/DHSK

 

 

Dagsorden og indkomne forslag til generalforsamlingen den 24. februar 2017 kl. 13.00 i Værestedet, Vestre Kvartergade 5, 2650 Hvidovre

 

 

Dagsorden

1 Valg af dirigent

2. Valg af stemmetæller / referent

3. Formanden aflægger bestyrelsens beretning. Herunder spørgsmål til beretning.

4. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab. Regnskabet sættes under afstemning til godkendelse.

5. Fastsættelse af kontingent

6. Forslag fra bestyrelsen

7. Forslag fra medlemmerne

8. Valg af formand: På valg er

•Frank Sørensen, modtager ikke genvalg

9. Valg til bestyrelsen: På valg er

•Lone Andersen, modtager genvalg

•Michelle Jensen, modtager ikke genvalg

10. Valg af bestyrelsessuppleanter: På valg er

•Rita Hansen, modtager ikke genvalg

•Majbritt Jørgensen, modtager genvalg

11. Valg af Revisor og revisor suppleant for 1 år, på valg er

•Bo Grønbech

12. Eventuelt (Herunder kan alt drøftes, men intet besluttes)

 

Punkt 3 Bestyrelsens beretning for foreningsåret 1/1 til 31/12 2017 er udsendt pr. mail til medlemmerne og offentliggjort på klubbens hjemmeside.

 

INDKOMNE FORSLAG TIL GENERALFORSAMLINGEN:  

Punkt 4: Det reviderede regnskab er udsendt pr. mail til medlemmerne i DRC/DHSK.

Punkt 5: Bestyrelsen foreslår at kontingentet for enkelt-, familie- og støttemedlemmer fastsættes uændret for 2019  

Punkt 6: Forslag fra bestyrelsen.  Der er ingen indkomne forslag fra bestyrelsens til i stk. 1:

Punkt 7: Indkomne forslag fra medlemmerne. Der er ingen indkomne forslag.